Hvad er absurdisme?

Hvad karakteriserer genren absurdisme?

Absurdisme er en filosofisk og kunstnerisk bevægelse, der udforsker det meningsløse i menneskets eksistens som en reaktion på anden verdenskrig i 50’erne og 60’erne. Absurdismen har særligt haft betydning for litteratur, drama og filosofi og bygger ofte på idéen om, at mennesket søger mening i en verden, der grundlæggende er uden mening. Dette kan føre til eksistentiel krise eller en form for sort humor, hvor det absurde bliver en kilde til både tragedie og komik - og som en form for copingstrategi og overlevelesstrategi.

Absurdisme i fiktion og drama

Inden for fiktion og drama indebærer absurdisme ofte en fragmenteret fortælling, ulogiske handlinger, gentagelser og karakterer (uden kritisk sans), der er fanget i meningsløse situationer. Det er typisk for absurdiske værker at bryde med klassiske fortælleformer og vise en verden, hvor logik og årsagssammenhæng ikke altid fungerer.

I dramatikken er absurdismen især forbundet med forfattere som Samuel Beckett (Mens vi venter på Godot (1952)) og Eugène Ionesco (Enetime (1951)). Becketts teaterstykke har personer med mærkelig navne, og de gentager de samme handlinger og dialoger, mens de venter på en form for forløsning, der aldrig indtræffer.

Peter Seebergs “Hjulet” (1962)

Novellen handler om enkemand Djap, der en dag får et hjul i fødselsdagsgave af sine venner. Med hjulet finder han et nyt indhold i sit liv, der i det store hele går ud på at trille med hjulet og følge vejen, som hjulet triller. Til sidst slår Djap sig ned på toppen af en bakke, hvor hjulet under friere forhold kan få lov til at trille nedad. En dag kører en mand forbi i en bil med tre hjul, og Djap ser endelig lyset og vil forære manden sit hjul, så bilen kan køre fejlfrit videre, men manden, der mangler hjulet, vil slet ikke have hjulet, for ham giver det nemlig mening at køre på tre hjul i livet. 

Uha, uha. Livet kan tage mange drejninger og give mening på mange forskellige måder. I absurdismen handler det om at finde en mening, ikke om det giver mening. 

Mange mener, at Djaps fortælling kan sammenlignes med Sisyfos, der som straf af Guderne fik den evige opgave at trille en kæmpe sten op af et bjerg for at se stenen trille ned på anden anden side - en evig aktivitet uden afslutning. Måske kan det endda komme på tale, at Sisyfos kan anses for at være en lykkelig mand, hvis han altså kan finde en form for mening i det evige repetitive. I dag kan vi sammenligne Sisyfos’ opgave med at trille sten med det moderne menneskes hamsterhjul.

Novellen er et tydeligt eksempel på absurdismen, fordi der mangler en forklaring på, hvad der egentlig foregår. Hjulet har intet klart formål og afspejler en verden uden en iboende mening.

Peter Seebergs novelle illustrerer menneskets møde med en uforståelig verden, hvor det eneste, man kan gøre, er at acceptere tingenes tilstand. Det passer perfekt ind i absurdismen, hvor meningen er fraværende, og individet må forholde sig til det meningsløse (og selv finde mening, hvis det kan lade sig gøre).

Vil du vide mere om, hvordan du kan arbejde med absurdisme?

Kontakt os i dag. Opgaveakademiet er skarpe inden for genren absurdisme og dens forskellige udtryk.