Hvad er virkelighedshunger?

En trang til det autentiske

I en tid præget af fake news og digitale illusioner er der en stigende hunger efter virkelighed – en længsel efter det ægte, autentiske og troværdige. Begrebet virkelighedshunger beskriver denne trang til at opleve fortællinger, der er forankret i den faktiske verden. Det er derfor, at mærkaten baseret på en sand historie (based on a true story) er blevet en stærk markør for fx spillefilm og romaner, da den lover en vis autenticitet og relevans for publikum.

Samtidig ser vi en stadigvæk voksende interesse for dokumentargenren, der i dag fylder biograflærreder, tv-skærme og streamingtjenester. Dokumentarer tilbyder en form for tilsyneladende sandhedsgaranti, der kan gøre fortællinger mere vedkommende og nærværende. Publikum ønsker ikke kun at blive underholdt – de vil også føle sig oplyste, berørte og forbundne med den virkelighed, de lever i.

Fake, fake, fake!

Men hold da op, hvor er det træls, at et kvalitetsstempel nu skal bygge på ’virkelige’ hændelser. For er det ikke også fake, når en instruktør giver sin version? Hvad er garantien for, at seerne, der bruger 50 minutter foran skærmen for at se BBC’s Den blå planet, ikke pludselig tror, at de er eksperter i kejserpingvinens liv i Antarktis, eller alvidende, når det handler om personer i forvaring på Sikringen i Slagelse, bare fordi de har set Sikringen af Anders Agger på DR? Der er mange problemstillinger forbundet med denne nye form for virkelighedsspejl.

Måske efterlyser vi blot en smule kritisk sans, når dokumentarfilm bliver taget til indtægt for at fortælle den skinbarlige sandhed og vise den ufiltrerede virkelighed. For som man ganske filosofisk kan spørge sig selv; hvad er sandheden? Ja, det må guderne vide!

Spillefilmen - en drejebog til virkelige personer

Det samme gør sig gældende, når det handler om fiktion. Det bliver ligesom lidt ekstra pirrende, når historiske koryfæer som fx Cæsar, Napoleon og Churchill eller blot almindelige, danske massemordere som fx Dagmar Overby optræder på det store lærred. Publikum føler sig informerede og belærte og vil i næste ophedede diskussion om fx kvindekår i Danmark i i tiden op til 1. verdenskrig ivrigt bidrage med argumenter, der er hentet i Pigen med nålen (2024). Men den går altså ikke. Vi er nødt til at skille virkelige, historiske, kildebaserede hændelser fra et kunstnerisk udsagn eller en fortolket virkelighed.

Der er krig, uro og despoter nok

Måske er der alligevel nye tider på vej. Vores tids kriser, epidimier, inflation, uro, højredrejning i Europa og internationale kriser med fx Putins angreb på Ukraine, krigen i Gazastriben, Trump, Vance, Musk o.a. kan muligvis skabe en virkelighedsmæthed. 

Det betyder måske, at de kunstneriske tekster (det udvidede tekstbegreb) og dokumentarer, der ikke bygger på en ‘sand’ gengivelse af virkeligheden, kan komme i søgelyset, og publikum vil måske fremover i højere grad hige efter fiktion, der fx bygger på en kunstners fri fantasi og purre opspind. samtidig vil dokumentarer måske ikke længere blive betragtet som en kritikløs 1-til-1-gengivelse af en virkelighed, som alle er enige om eksisterer (og som er tilgængelige via andre medier fx via opslagsmærker som lex.dk). 

Opgaveakademiet mener

Afslutningsvis tror Opgaveakademiet, at vi faktisk trænger til en pause fra en utrolig kompleks virkelighed, og vi ønsker egentlig bare at nyde kunst, når den er god og giver os noget (vi er faktisk ligeglade med, om den er baseret på en sand historie).

 Vi vil ikke længere være forpligtet på at skulle forholde os til historiske fortællinger i Danmarks Radios dokudramer, hvor vi for tiden kan følge de slavegjorte mennesker (hvorfor hedder det ikke slaver længere?) i Dansk-Vestindien med brug af skuespillere, replikker, scenografier osv. Det er en mærkelig blanding af historiske fakta kombineret med dramatiserede sekvenser. Puha, det er trættende. 

Og nu vi er i gang med at bashe, så synes vi også, at vi skal forholde os noget mere kritisk til alle de biopics, der er kommet i biografen i de seneste årtier, hvor vi skal trækkes med Elton John, Maria Callas, Judy Garland, Freddie Mercury og Bob Dylan i alle mulige kendte amerikanske skuespillers versioner - skuespillere med hang til method acting.

I filmen Bohemian Rhapsody (2018) kan man se en replika af Queens optræden fra Live Aid i 1985. Og så er spørgsmålet så, om man helst vil bruge 20 minutter på at se den rigtige optræden med Freddie Mercery eller se skuespilleren Rami Malek gøre præcis det samme? Det sker også i spillefilmen Lee (2023), hvor vi ser Kate Winslet i rollen som Lee Miller fotografere situationer fra koncentrationslejrenes togvogne med bunker af lig og sig selv i Hitlers badekar, og de fotografier, der eksisterer i virkeligheden, viser præcis de samme motiver som filmens fotografier. Hvorfor genskabe præcis de samme billeder, når publikum måske i højere grad er interesseret i at få instruktørens tolkning af et kvindeliv som krigstofograf under anden verdenskrig? Hvis man vil se Lee Millers fotografier, kræver det blot en simpel googlesøgning.

Nå, nok irritation over virkelighedshunger, vi lever med det, men vi vælger nøje, hvad vi vil bruge vores tid på, når det handler om udbuddet af film og dokumentarer. Vi undgår forelskelsen i noget, der er baseret på en eller anden form for virkelighed, da det for os kan føles som en spændetrøje - både for publikum og for kunstneren.