Kort om hyppige sprogfejl
Undgå de typiske sprogfejl i brugen af stort eller lille begyndelsesbogstav
Selvom vi føler os på sikker grund, når det handler om store eller små begyndelsesbogstaver, så er der faktisk steder i skriftsproget, hvor vi alligevel kan komme i tvivl. Herunder kan du se et par af de 'fælder', der optræder i dansk retskriving, hvor du skal være opmærksom på reglerne ift. stort eller lille begyndelsesbogstav.
1) Efter punktum og ved start af en ny sætning er vi selvfølgelig aldrig i tvivl om, at der skal startes med stort begyndelsesbogstav.
2A) Efter spørgsmåltegn og udråbstegn
Det første bogstav efter et spørgsmålstegn eller et udråbstegn skal (som oftest) skrives med stort begyndelsesbogstav.
- Hun sang utrolig smukt! Det havde jeg slet ikke regnet med.
- Vil du have sild eller rejer til frokost? Jeg kan bedst lide rejer.
.2B) Efter spørgsmåltegn og udråbstegn
Der skal anvendes lille begyndelsesbogstav efter spørgsmål- og udråbsregn i direkte tale, hvor inkvit (det anførende udtryk) står efter spørgsmåltegnet/udråbsregnet.
- "Stop tyven!" råbte betjenten.
- "For fanden!" sagde præsten, da han slog sig.
- "Vil du have dine fødselsdagsgaver nu?" hvisker moster til det utålmodige fødselsdagsbarn.
3) Efter kolon
Efter kolon vil de fleste vanen tro starte med stort begyndelsesbogstav, men det er ikke altid korrekt.
3A) Ved helsætninger
Når der efter kolon følger en helsætning (dvs. en sætning med både subjekt og verballed), skal begyndelsesbogstavet være stort.
- Planen er som følger: Vi tager i Zoologisk Have kl. 10.00 og spiser frokost kl. 12.00.
- Vores netværkstur til Barcelona indeholder følgende vigtige aktiviteter: Vi spiser morgenmad kl. 8.00 og tager derefter direkte til stranden, hvor vi netværker seriøst hele dagen (på borgernes regning).
3B) Ved ledsætninger og sætningsdele
Når der efter kolon følger en ledsætning eller en sætningsdel (fx en opremsning af forskellig art), skal begyndelsesbogstavet være lille.
- Her er min indkøbsliste: sødmælk, opvaskemiddel, tomater, køkkenrulle og flødekarameller
- Når du gør rent, skal du gøre følgende: vaske op, støve af og tømme vaskemaskinen.
- De gør, som de plejer: udtaler sig om noget, de ikke har forstand på.
Kilde: § 11. Store og små bogstaver i tekstbegyndelse og efter tegn — sproget.dk